Tjekkiet er meget andet end overnatning på et hotel.
Vore mange års erfaringer med rejser i Tjekkiet - men bestemt også i Prag - vil vi gerne dele med dig. Så her er noget af det du kan nyde mens du er i Prag:
Navigation: Prag Restauranter, Prag Seværdigheder, Udenfor Prag Restauranter, Udenfor Prag Seværdigheder
Restaurant Bella Vista er en sommerrestaurant, som har byens bedste udsigt. Restaurant Bella-Vista ligger foran det store hvide Strahov Kloster (Strahovský klášter), som er beliggende til venstre for slottet Hradcany - hvis man ser nede fra Karlsbroen (Karlův Most). Man kan tage chancen og håbe på, at der er bord helt ude ved udsigten, men man kan også selv reservere bord på: www.bella-vista.cz. Sitet er på engelsk - men gå over til venstre under Reservations - og skriv så dine ønsker. Det er ikke byens billigste restaurant, men maden er udsøgt. Adressen er Strahovské nádvoří 1, Prag 1.
Har man lyst til noget typisk tjekkisk, så skal man et andet sted hen. Restaurant U Kalicha - er den originale Soldat Švejk-restaurant, hvor han skulle mødes med soldaterkammeraterne efter krigen. U Kalicha har en lille - og her menes lille - restaurant med plads til højst 10 personer, men man kan også deltage i en kæmpefest om aftenen, hvor der er gang i den inde i den store restaurant. Vil man være sikker på plads, så benyt muligheden for at bestille bord på: www.ukalicha.cz. Adressen er Na Bojišti 12-14, Prag 2 - ca. 300 meter fra Nationalmuseet (Národní Muzeum) - sidegade til vejen mod Wien.
U Fleků (www.ufleku.cz) - også meget berømt. Mest for sin store gårdhave og sit sorte øl. Der er ofte optræden inden døre om aftenen, men tjenerne kunne såmænd også godt optræde som skuespillere. Adressen er Křemencova 11, Prag 1 - ikke langt fra Nationalteatret (Národní Divadlo) og dermed heller ikke langt fra Vltava eller Moldau.
Vil man nyde Karlsbroen (Karlův Most), så er Restaurant Kampa Park absolut anbefalelsesværdig. Restauranten ligger ganske enkelt helt nede ved vandoverfladen på højre side af Karlsbroen (Karlův Most) når man går fra byen og over til slotssiden - Malá Strana. Her skal man acceptere priserne inden man går ind, ellers ville det myldre med turister, som blot lige skal ned og nyde udsigten. Det er absolut ikke byens billigste restaurant, men man må jo også betale lidt for udsigten. Du kan se lidt mere på www.kampagroup.com. Adressen er ganske enkelt Kampa Park, Prag 1.
Man kan også komme helt i caribisk stemning i Prag. Det sker på La Bodeguita del Medio, som er en restaurant efter kubansk koncept. Restauranten kan tage store og små selskaber, men kommer man flere end 4-6 stykker, skal man nok bestille bord i forvejen. Ude mod vejen er en lækker cocktail-bar, men bag ydret gemmer sig mange små og større rum, så det er ganske hyggeligt. Er man til cigarer, så har La Bodeguita del Medio sin egen cigarbutik, og rygesalon, hvor man kan nyde cigaren i fulde drag. Vil du vide mere - fx om menuerne så se her: www.bodeguita.cz. Adressen er Kaprova 5, Prag 1. Det er i gaden mellem Staroměstské Náměstí og Rudolfium - det tidligere parlament ved floden.
Er du til andet eksotisk, så kan Restaurant Ambiente absolut anbefales. Her findes ikke noget menukort i traditionel forstand. Det er en brasiliansk inspireret restaurant. De har en menu, hvor man får helt op til 18 forskellige slags kød, fisk og desserter alt sammen grillet på spyd. Det er SUPERlækkert, og man kan spise så meget man vil. Der er billigst ved frokosttid - og det er skægt nok også her det er lettest at få plads. At dumpe ind uden at have bestilt bord kan være fatalt. Der er naturligvis også tilbehør - Prags største salatbar, som også har sushi og supper. www.ambi.cz. Adressen er U Radnice 8/13, Prag 1 - få skridt fra det astronomiske ur. Skulle det være helt umuligt at få plads her, så har de faktisk også en næsten tilsvarende restaurant - men ikke under hvælvinger - på Na Příkopě - i det Slovenske hus (Slovanský Dům). Na Příkopě er vejen på tværs nederst på Venzels Plads (Václavské Náměstí).
Hvis du vil opleve typisk slavisk aften, så er der en restaurant, hvor man både får mad, drikke og et super danse- og syngeshow sammen med en herlig stemning. Det er også et sted, hvor man kan risikere at blive budt op til dans af de dygtige lokale dansere, som giver opvisning i folkedans fra Tjekkiet og Slovakiet - og med i købet er naturligvis deres flotte folkedragter. Stedet hedder Restaurant U Marčanů og ligger i den vestlige bydel, ikke langt fra vejen mod lufthavnen. Man kan naturligvis tage en taxa derud, men fra Dejvická Metrostation går sporvognene 2-20-26 og 51 til Veleslavínská - og denne vej følger man et par hundrede meter. Man skal bestille bord for at kunne deltage i showet. E-mail, billeder og lidt video kan ses på www.umarcanu.cz. Adressen er: Veleslavínská 14, Prag 6.
Restaurant Potrefená Husa Na Verandách. Bryggeriet Staropramen har sin helt egen restaurant, hvor alle retter indeholder øl. Det lyder mærkeligt, men er faktisk en meget spændende måde at tilberede retterne på. Man kan besøge og få rundvisning på bryggeriet, men hvis du vil ind på deres restaurant, skal du bruge følgende link: www.pivovary-staropramen.cz. Restauranten hedder Potrefená Husa Na Verandách, og ligger på Nádražní 84, Prag 5 (Smíchov).
Troja-slottet (Trojský Zámek) - er bygget af grev Šternberk i årene 1679-1691 på en klippeskråning nord byen. Byggeriet siges at være inspireret af Versailles slottet i Paris. I den franske have er der bl.a. barokke skulptuerer. Adgangen til haven sker via den imponerende hesteskoformede trappe. Inden døre imponerer de skiftende galleriudstillinger sammen med de flotte hvælvinger og flere steder, hvor væggene er dekorerede fra gulv til loft. Slottet blev i 1922 overtaget af staten, og i 1970'erne blev slottet totalrenoveret. Se mere på: www.ghmp.cz. Adressen er: U Trojského zámku 1, Holešovice, Prag 7.
Prag Zoo (Pražská Zoo). Prags zoologiske have blev - trods sin høje beliggenhed - ramt af oversvømmelserne i august 2002. Prag Zoo er en naturoplevelse i naturen, om man så må sige. Haven rummer et areal på 58 ha, er grundlagt i 1931 og har et årligt besøgstal på over en halv million gæster. Haven har ca. 1250 dyr i alt. Man har specialiseret sig i avl af udryddelstruede dyrearter herudner Przewalski-hesten, antiloper, rovdyr, vandfugle og øgler/øglelignende dyr. Derudover findes der i parken ca. 300 sjælne planter og træer. Adressen er: U Trojského zámku 3, Holešovice, Prag 7. Man kan holde sig opdateret på aktiviteter og entré-priser på: www.zoopraha.cz.
Ude på Troja-klippen kan man naturligvis også spise andet end det, som dyrene i Zoo får. Er man til det lidt luxuriøse og specielle, så ligger der en restaurant inde i klippen. Der er ganske enkelt tale om en hule, der er ombygget til restaurant. Den hedder Restaurant Svatá Klára - altså hellige Klara. Restauranten er grundlagt i 1679. Adressen er: U Trojského zámku 35, Holešovice, Prag 7. Du kan reservere bord - eller se mere på www.svataklara.cz.
Vyšehrad-klippen (Vyšehradská Skála) er et ganske specielt sted. Det er et gammelt borganlæg, som, når man ser det ovenfra, mest ligner kastellet i København, og hvis man går rundt, kunne minde lidt om Kronborg, fordi det var et slags toldsted i gamle dage. Beliggende højt over Vltava-floden (Moldau) er den nærmest uindtagelig fra søsiden, og samtidig har man et imponerende udsyn over Prag herfra. Mod slottet Hradčany, Karlsbroen, Petřín-højen eller til filmbyen, der kaldes Europas Hollywood - på højen Barrandov, som ligger mod sydvest. Går man om på siden væk fra floden, kan man se Prag skyline og den store dybe dal, som er en anden del af det sikre fæstningsværk. Man siger, at Vyšehrad er der, hvor Prag er blev grundlagt, og man har i hvert fald dokumentation for, at den har eksisteret helt tilbage til 1061 - altså for mere end 1000 år siden. Man kan se en oversigtsplan og mere om historien på: www.praha-vysehrad.cz. Man kommer til Vysehrad fra bymidten med den røde Metro (A) i retning mod Háje. Her er det 2. stop fra Muzeum.
Det dansende hus (Tančící dům) tegnet af den amerikansek arkitekt Frank O. Gehry og opført i 1994-1995. Blandt pragerne kaldes det Ginger og Fred - inspireret af Ginger Rogers og Fred Astair. Kigger man grundligt på huset, vil man opdage, at der er ingen rette linjer og ens udseender noget sted. Vinduerne sidder i skiftende højder, og i det hele taget er det en underlig størrelse. Førhen lå her et typisk tjekkisk hus, men under 2. verdenskrig blev det, som et af de eneste, bombet. Længe stod grunden tom, men da tjekkerne er et kreativt folkefærd, syntes de ligesom, der skulle laves et mindesmærke, man ikke ville få grumme tanker af at se på. Øverst oppe ligger restaurant La Perla, men ellers er huset et moderne kontorhus. Adressen er: Dancing House - Tančící dům, Rašínovo nábřeží 80, Prag 2.
Kirken Hellige Cyril og Methodius (Kostel svatého Cyrila a Metoděje) ligner måske ikke lige det oplagte sted at tage hen på et besøg i Prag. Men kirken har faktisk en ret spændende historie, idet den dannede rammen om et blodigt opgør mellem SS og de attentatmænd, der sårede Heinrich Heydrich den 18. juni 1942. Heydrich var arkitekten bag jødeudryddelserne og en ualmindelig barsk SS-leder, der ikke tålte andre end sine egne og myrdede eller lod folk myrde for selv småting. Under kirken er et museum, der viser lidt af, hvad der skete, da Jozef Gabčík og Jan Kubiš sammen med 4 andre blev belejret af SS. Adressen er: Resslova, Prag 2 - Nové Město.
Sejltur på Vltava (Moldau) er absolut et par timer eller tre værd. Der sejler både med mad og musik ombord hver dag. Det er naturligvis afhængig af, hvad man er til, men kan fx sejle omkring middagstid og nyde frokosten ombord og nyde de mange smukke bygninger der sejles forbi. Man kan også vælge at sejle kl. 19:00 og så eksempelvis tage en tre-timers tur ned i den sydlige ende af byen. Når man kommer tilbage til byen er der lys på, og det er både flot og romantisk. Man kan købe billetter ved Čechův Most. Firmaet hedder EVD (Evropská vodní doprava) - men man kan også bestille plads via firmaets hjemmeside. Kontoret, hvor man køber billetter er sådan en lille ponton. På hjemmesiden: www.evd.cz kan du se de skibe, der sejles med, priser m.m. Adressen er: Dvořákovo nábřeží, Prag 1.
Mladá Boleslav - Hvis du skal have en let frokost, kan du besøge Restaurant Koliba, som ligger op ad hotel Stefanie - i en lille lund i udkanten af Mladá Boleslav - langt væk fra byens larm og støj. Man kan se mere på hjemmesiden: www.hotelstefanie.cz. Adressen er: Na Štěpánce 1184/III, Mladá Boleslav.
Skal du opleve noget helt specielt, så tag en tur til Dětenice. Det er en lille bitte flække ca. 80 km nordøst for Prag. Slottet Dětenice er i 1998 overtaget af private ejere og sat i stand fra et totalt destrueret slot - på det tidspunkt pigehjem - til en restaureret perle. Rundvisningen kan foregå på engelsk, tysk og italiensk. Vist nok også russisk, men hvis du spørger efter en dansk tekst, så findes den faktisk på kontoret. Og når du er i Dětenice, kan du vælge at overnatte på hotel Rustikal vis-a-vis slottet. Hvorfor - jo, vi regner med at du kunne finde på at deltage i aftenens middelaldershow i restauranten lige ved siden af slottet. Og her får man nok noget af Tjekkiets bedste øl. Du kan ganske enkelt ikke få det andre steder. Restauranten har plads til 600-700 spisende gæster ad gangen - og uden at afsløre for meget, så vil der ske underlige ting i løbet af aftenen. Det med overnatningsmulighederne er naturligvis fordi du kunne finde på at smage på øllet, men i Tjekkiet er grænsen for promillekørsel NUL! Øllet er ikke særligt stærkt men smagen er helt suveræn. Husk at bestille plads først. Du kan se mere på hjemmesiden www.detenice.cz. Her kan du også se på "map", hvor Dětenice ligger.
Hotel Rustikal Dětenice, som omtales andetsteds for sit slot og middelaldershow, byder også på et lille hyggeligt hotel. Man kan rette henvendelse til czechbooking.dk, hvis man ønsker at bo her på dette lille hotel efter at have nydt stemningen i restauranten få hundrede meter derfra, så man ikke behøver at være nervøs for ikke at kunne komme hjem. Adressen er ganske simpel: Hotel Rustikal, 507 24 Dětenice. Du kan se mere på www.hoteldetenice.cz.
Det bøhmiske Paradis (Český Ráj). Det er et af de områder, der er smukkest og specielt velegnet til at dyrke aktiv ferie. Český Ráj er en formation af sandstensklipper, der lægger op til mountainbiking, riverrafting og til at klatre på klipper. Området er helt specielt velegnet for skoleklasser eller firmaer, som vil lave teambuilding under kontrollerede og sikre forhold, da der er mange firmaer, som tilbyder ophold med aktiv ferie til nogle fornuftige priser. Český Ráj ligger ca. 100 km nordøst for Prag, og strækker sig fra Mnichovo Hradiště i vest til Jičín i øst og mod nord er en af de større byer Liberec. Foruden hoteller og opholdssteder specielt beregnet på skoleklasser findes der faktisk også hoteller i slotter - bl.a. Hrubá Skála. Er du interesseret i at tage en aktiv tur, så ligger også slottet Detenice nærmest på vejen fra Prag til Český Ráj. Informationer kan du få på www.cesky-raj.info - som dog er en engelsk version.
Špindlerův Mlýn - et oplagt område for skisportsinteresserede. Området ligger i Krkonoše - de høje bjerge mellem det tidligere DDR/Polen og Tjekkiet, hvor det højeste bjerg er Snežka. Her er en utrolig god stemning og priser, der kan få dig til at glæde dig til din næste skiferie, allerede inden du er taget af sted på den første. Området er ikke til folk, som skal ud på de sorte pister, men for alle som vil have en behagelig skiferie i en fornuftig afstand fra Danmark. Hele region Krkonoše er repræsenteret her: www.ergis.cz og går man efter ren skiferie, kan man se på www.spindleruv-mlyn.com - hvor der rent faktisk er danske informationer.
Ørnebjergene (Orlické Hory). Området ligger ca. 150 km øst-nord-øst for Prag. Området har fine skiområder, hvor der er skilifter og masser af aktivitet. Et yndet udflugtsmål er Deštné, hvor der ligger en restaurant med hotel nærmest på grænsen til Polen. Stedet hedder Masarykova Chata og er Tjekkoslovakiets første præsident Tomáš Garrigue Masaryk's sommerhus, som naturligvis også blev brugt til skisport. Området strækker sig fra ca. 215 meter over havet til 1115 meter ved det højeste punkt. Områdets turisthjemmeside er www.destne.info og vil du i kontakt med hotel Masarykova chata direkte, så kan du se mere her: www.masarykovachata.unas.cz
Lidice - er en lille ubetydelig og forholdsvis nybygget landsby. Hvis man altså blot lige kommer forbi. Men ser man lidt på historien, så er den grufuld. Her boede bl.a. familie til Jozef Gabčík and Jan Kubiš, som var involveret i attentatet på Heydrich i 1942. Som straf - da den tyske besættelsesmagt fik pint navne ud af nogle personer - jævnede de byen med jorden. Først tog de alle mænd og drenge ud af husene, stillede dem op ad en husmur og skød dem koldblodigt ned. Derefter blev alle kvinder og piger interneret og sendt i koncentrationslejr i Polen. Deres skæbne er ukendt. Men herefter brændte tyskerne byen ned og jævnede den med jorden. Alt blev dokumenteret på film og sendt til Hitlers hovedkvarter i Berlin. Tilbage af den gamle by er intet, men der, hvor den lå, er et monument med grædende børn. Og i byens kulturhus kan man se dokumentaren fra den 24. juni 1942. Man kan se mere på www.lidice-memorial.cz. Lidice ligger ca. 40 km nordvest for Prag.
Theresienstadt (Terezín) er vel nok et af de kendteste steder i Tjekkiet. Byen, som var designet til ca. 6.000 indbyggere, husede under 2. verdenskrig ca. 60.000 menneske, da tyskerne internerede jøder i denne gamle fæstningsby. Byen kendes mest for sin gamle fæstning, som de fleste tror, var interneringslejr for jøderne, men det var rent faktisk hele byen, der var en stor lejr. For et par år siden var det muligt (og er det muligvis stadigvæk) at få en guided tour med en af de overlevende. Det er helt sikkert en oplevelse, der giver stof til eftertanke. Tager man til byen ca. 60 km nord for Prag (og ikke langt fra motorvejen mod Dresden - Drážďany) skal man unde sig selv en tur på byens Ghetto-museum, og se om man kan få en guidet tur rundt. Men naturligvis skal man ikke glemme fortet, som tjente som fængsel for kriminelle jøder. Har var behandlingen endnu værre end inde i byen Terezin. Du kan læse mere på: www.pamatnik-terezin.cz.
Škoda Auto er en af landets absolut største virksomheder med godt 29.000 ansatte. Hovedfabrikken rummer også fabrikkens museum. I udstillingen er ca. 70 ud af fabrikkens knap 300 køretøjer udstillet. Man kan for ca. 50 danske kroner komme ind og se såvel museum, som fabrik med guide på engelsk, tysk eller fransk. Skoda Auto er normalt ikke åben for enkeltpersoner, da det vil kræve en helt anden og mere maskinel rundvisning, men grupper kan komme ind, såfremt man har egen bus med. En rundtur for museum, der også viser et par film fra fabrikken og den mere end 110-årige historie, og et fabriksbesøg i to fabrikshaller varer ca. 3 timer i alt. Du kan rette henvendelse til Carsten Andersen, Czechbooking, så vil han gerne hjælpe med det videre forløb - evt. også som guide på hele turen eller man kan blot troppe op, hvis man kun vil ind på museet. For branchefolk er det muligt at få en udvidet tur rundt på fabrikken. Kontakt Carsten Andersen for nærmere information. Der er også en hjemmeside, hvor man kan se lidt mere: www.skoda-auto.com. Škoda Auto har adresse: Václava Klementa 294, Mladá Boleslav. Museet har sin egen lille restaurant "Rally Bar".
© 2008-2025, CzechBooking.dk - All Rights Reserved | Powered by Pragap.com | Created by Jaroslav Salivar.